De bedste danske damehåndboldklubber skal i de næste tre sæsoner bære logoet for Danmarks største køkkenproducent HTH og deres nye køkkenkoncept HTH GO. Derfor skifter ligaen navn og vil fra dags dato hedde HTH GO Ligaen.
Udover det nye navn betyder samarbejdsaftalen også, at HTH GO får en markant synlighed omkring kampene i de danske haller og på TV skærmene i de danske hjem, når Danmarks familiesport nummer 1 afvikles.
”Den positive udvikling, vi oplever omkring håndbolden i Danmark på både kvinde og herre siden, bliver endnu en gang bekræftet med en aftale, som den vi netop har kunnet indgå med HTH, ” udtaler Divisionsforeningen direktør Thomas Christensen, og fortsætter: ”Opmærksomheden omkring sporten med stigende antal af både TV seere og tilskuere, gør at vi også kan begynde at se en økonomisk positiv udvikling, som kommer både sporten og især klubberne til gode. Samarbejdet mellem klubberne, TV2 og de mange lokale sponsorer har gjort, at vi har fået løftet vores produkt, og jeg er sikker på at de gode vibrationer, der er lige nu, gør at udviklingen fortsætter, ” siger Thomas Christensen
Marketingdirektør i HTH, Palle Larsen, siger følgende om den nye aftale:
”Håndbolden er jo næsten vores nationalsport, på grund af de mange flotte resultater for både klub og landshold. HTH er derfor meget stolte over at blive forbundet med dansk tophåndbold i de kommende år. HTH ser damehåndboldligaen som en spændende kommunikationsplatform, som skal skabe gode relationer og kommunikation rettet mod en meget relevant målgruppe rent forretningsmæssigt for HTH. Ved at benytte håndbolden som kommunikationsplatform kommer vi ud til en stor og meget engageret målgruppe og får samtidig mulighed for at opbygge lokale relationer over hele landet. Det bliver et partnerskab, hvor HTH vil være med til at skabe store oplevelser for fans, TV seere og tilskuere. ”
HTH GO ligaen er klar til at gå i luften fra den 1. september, når Silkeborg-Voel spiller hjemme mod Randers HK. Men allerede i næste uge tager mange af klubberne officielt hul på den nye turnering, når det gælder 1/8-finalerne i Santander Cuppen. Man kan følge klubberne og holde styr på kampene på den nye opdaterede hjemmeside tophaandbold.dk